Den bedste kahyt er … din kahyt

Den bedste kahyt er … din kahyt

På mange krydstogtskibe er der i bogstaveligste forstand tusindvis af kahytter at vælge mellem. Oftest kan du vælge mellem indvendige og udvendige kahytter, balkonkahytter og suiter. Og inden for hver af disse kategorier er der flere underkategorier.

Det er ikke altid let at vælge den rigtige kahyt. Og dog, her er nogle gode råd til at sikre, at du får den bedste kahyt på ferien.

Traditionelt er der ikke tale om første klasse og turistklasse ombord på et krydstogtskib. Alle har adgang til de samme faciliteter, restauranter, etc.  Men i de senere år er der sket en udvikling mod at forskellige kahytstyper inkluderer særlige tilbud, adgang til spa eller en bestemt restaurant.

Booker du en standardkahyt har du som regel adgang til de samme faciliteter som dem, der bor i en suite, men måske mod ekstra betaling.

Standardkahytter er indvendige, udvendige og balkonkahytter. Indvendige kahytter har ikke vindue, men har samme indretning som udvendige og balkonkahytter. Vinduet (som på et skib egentlig hedder et koøje) er erstattet af et billede eller et forhæng. En udvendig kahyt har vindue (der som regel ikke kan åbnes), så der er mulighed for at se ud på vandet.

Der findes forskellige niveauer af luksuskahytter som f.eks. spakahytter, minisuiter og rigtige suiter. Spakahytter ligger i nærheden af skibets spaafdeling og giver adgang til sen særlig restaurant med en “sundere” menu. Minisuiterne er større end standardkahytterne, har balkon og ligger på de øverste dæk med en flot udsigt. Og suiterne er skibets største kahytter og her er der ikke sparet på noget, inkl. bar, piano og rigtig butlerservice.

Hvilken kahytstype er du til?