Vi skal på krydstogt! Hvad nu?

Tillykke! Du har netop booket dit første krydstogt! Men, hvad skal der ske nu?

Nu kommer den (næstmest) spændende del af hele krydstogtet… forventningernes glæde er blandt de største. Du skal til at undersøge mere om, hvor du skal hen. Hvilke havne kommer I til at besøge? Hvad vil der være af underholdning ombord? Hvilke udflugter er der at vælge imellem?

Når fruen og jeg skal på krydstogt bruger (navnlig jeg) tid på at researche alt, hvad vi kan finde om turen. Rederiets hjemmeside er et godt sted at starte, her finder du fakta og priser. Men du kan også finde en guldgrube af information på www.cruisecritic.com, hvor der findes et forum om hvert af rederierne. Cruise Critic er på engelsk, og det er primært amerikanere, der bruger dette forum. Til gengæld kan du helt sikkert finde beretninger fra lige præcis det skib du skal med. Du kan også finde rejsebreve fra andre, der netop er kommet hjem fra et krydstogt til de samme havne og/eller samme skib. Det er dugfrisk og uredigeret – det er ikke filtreret af rederiet til at se godt ud. Men det ser godt ud. Og du bliver bare endnu mere tændt på at tage på krydstogt.

Brug også Google til at finde masser af billeder af dit skib. Og masser af spændende information om havnene på krydstogtet.

Ofte kan du også finde beskrivelser af skibets restauranterr, menuer og andre rejsendes foto af maden. Og billeder fra skibet, butikker, restauranter, barer, shows, etc.