Spisesal eller restaurant

Spisesal eller restaurant

I gamle dage blev måltiderne serveret i en spisesal – i dag kan man med rette kalde det for en restaurant. Der er dug på bordet, tjener og tjenerassistent og vintjener. De fleste moderne krydstogtskibe lægger stor vægt på, at restauranterne er noget af den centrale oplevelse ombord.

Traditionelt har rejser til søs været forbundet med god mad. Og det er krydstogter stadig.

Skibets hovedrestaurant er et pragtstykke i indretning og et samlingspunkt ombord. Normalt bliver middagen serveret i to hold og man får udpeget et bord, som man deler med andre passagerer. Det er spændende at se, hvem man skal spise sammen med i løbet af rejsen og man kommer let til at møde nye mennesker.

Fru Krydstogt.nu og jeg har dog normalt valgt at benytte os af MyTimeDining, der betyder at vi kan møde op i restauranten når vi har lyst og så bliver vi anvist et bord. Det betyder dog også, at der kan være lidt kø, hvis mange andre er blevet sultne samtidig med os. På et krydstogt i Alaska var ventetiden cirka 20 minutter og vi blev henvist til Martinibaren, hvor vi købte en drink før maden…og inden vi havde set os om kom en tjener fra restauranten og ledte os til et ledigt bord lige ved vinduet.

Tjenere hjalp Fru Krydstogt.nu med at trække stolen ud, lagde servietten i skødet og hjalp med at skubbe stolen ind. Og præsenterede sig og “sin” assistent, som skulle tage sig af os under middagen. Kort efter kom assistenten med en brødkurv og spurgte hvilken slags vand vi ønskede til maden; isvand, kildevand, danskvand eller sodavand. Og samtidig kom vintjeneren og spurgte hvilken vin vi kunne tænke os, eller om vi hellere ville have en øl, for så kunne han også komme med en anbefaling om, hvad der ville passe til maden.

Inden længe kom tjeneren og anbefale en af dagens retter og tog imod vores bestilling. Og kun et par minutter senere kom maden, for på et krydstogt går det hurtigt med at få serveret maden.

Og på behændig vis fik tjeneren sørget for, at næste ret var klar straks vi lagde bestikket efter den forrige. Tjeneren og hjælpetjeneren er lige i nærheden hele tiden og man skal ikke se søgende ud længe inde de kommer og spørger om der er noget man ønsker.

Er det sådan du tænker på en spisesal?