Pas på, det er et trick-spørgsmål!
Skibes størrelse måles i bruttoton. Og det er ikke en vægt. Et bruttoton er et rummål. Lidt ligesom rummålet på bilens bagagerum eller køleskabets størrelse måles i liter.
Betegnelsen ton for rummålet på et skib stammer fra meget gamle dage, da man sejlede med korn og havde brug for et mål for, hvor meget korn skibet kunne laste. I følge Den Danske Ordbog svarer et bruttoton til 2,83 kubikmeter.
Det vil sige, at et krydstogtskib på 100.000 BT har et rumfang på 283.000 kubikmeter – alt den plads der er til rådighed inde i skibet. Men tænk på, at da det meste af rumfanget er tom luft, har bruttoton ikke noget med skibets vægt at gøre.