Uhm, brunch! Det kan få de fleste til ud af fjerene en søndag formiddag. Brunch er det bedste fra morgenmaden og det bedste fra frokosten – kan det blive meget bedre?
Det er ikke så længe siden at Fru Krydstogt og jeg spise brunch på en af byens bedre restauranter. En brunch som vi havde hørt omtalt som byens bedste brunch. Og den var god. Der var lækker oksesteg med ovnbagte grønsager, flødekartofler og hjemmelavede saucer. Der var to slags (hjemmelavede?) pølser og sprødstegt bacon. Ved siden af stod amerikanske pandekager med ahornsirup og chokoladefyldte “donut holes”. Og så stod der en kok og lavede omeletter på bestilling – med skinke, ost og tomatrelish. Lækkert. Længere henne var der flere slags oste, inklusive en kæmpe, hel parmasan, man selv kunne hakke et stykke af. Og så var der spanske og italienske pølser og skinker. Der var to slags laks; både mousse og kodtrøget med røgeostecreme. Et fad med stykker af ananas og meloner. Ved siden af brødkurven stod en kurv med chokoladecroissanter. Og til at slutte det hele af var der et stort bord med lækre tærter og lagkager. Alt var lækkert, veltilberedt og fadene var aldrig tomme.
For mange er brunch lig med røræg og bacon serveret ved siden af chorizo og forskellige oste og ikke mindst amerikanske pandekager med sirup. Og selvfølgelig skyr med syltede nødder og et udvalg af frisk frugt og endelig mindst en kage eller tærte.
Buffetten var nærmest overvældendene. Men, ikke som vi har oplevet brunch på krydstogt. God, men langt fra så god som på De syv Have. Hvad kunne være bedre? Hmm, det er svært at sammenligne et krydstogtskib med et internationalt klientel og en restaurant i den nordlige udkant af Europa – langt fra de store hoteller i Paris, London og Berlin eller krydstogtskibene, der gæster Danmark om sommeren.
Hvor var kokken, der lavede varme belgiske vafler og pandekager på bestilling, evt. med friske blåbær, jordbær og hindbær? Hvor var de hård- og/eller blødkogte æg og ham, der står og laver spejlæg og pocherede æg på bestilling? Og omeletkokken kunne ikke tilbyde løg, peberfrugter, champignon eller artiskokhjerter? På en bøfrestaurant var det godt med en enkelt culottesteg i skiver, men hvor var kyllingen eller kalkunen? Og flæskestegen og skinken? Og pommes frites til kødet? Med et par asiatiske piger i vores selskab måtte vi også se langt efter nogle thai- og indiske retter og fadet med sushi tror jeg slet ikke kokken havde tænkt på. Og selvom det er vinter i Danmark, så var der forbløffende få frugter at vælge imellem – og kun en enkelt skål med blandet salat. Og hov, fontænerne med lys og hvid chokolade og de udskårne frugter og skumfiduser til at dyppe i chokoladen, hvor var den?
Men, når det skal være sagt, så har vi ikke oplevet en bedre buffet i Danmark! Og, når man ikke lige kan komme på krydstogt så er det måske det bedste alternativ til en superlækker brunch!
Hvor synes du vi skal tage hen til vores næste brunchdate?