2016 bliver et af de helt store krydstogtsår i København og i morgen kl. 8 starter sæsonen når AIDAluna lægger til ved Langelinie.
69 skibe kommer på besøg og laver mere end 300 anløb. Nogle dage vil der være 4 eller 5 skibe i havnen og en enkelt dag topper med hele 7 krydstogtskibe i København på én gang.
Det mindste skib er sejlskibet Sea Cloud II, der lægger til ved Gl. Toldbod tre gange og hver gang medbringer op til 96 passagerer. Årets største skib bliver Regal Princess, der kommer et dusin gange med 3.500 passagerer der skal starte deres krydstogt i København. Det betyder at også 3.500 passagerer afslutter deres krydstogt samme morgen – og en masse liv i byen og i lufthavnen!
Vi får også to besøg af Navigator of the Seas, der var verdens største krydstogtskib, ved første besøg tilbage i 2007. Siden har skibet sejlet i Middelhavet og i Caribien. Ombord på Navigator of the Seas ligger butikker og caféer side om side langs en 100 meter lang shoppinggade, og for et par år siden fik skibet en ny surfsimulator på soldækket og de indvendige kahytter blev udstyret med en kæmpe fladskærm, der ligner et vindue med udsigt til havet… eller København, hvis man har kahyt på den side af skibet.
Wind Surf bliver det højeste skibe til at besøge København i år. De fem master når op i en højde på 80 meter – næsten 20 meter for høje til at skibet kan sejle under Øresundsbroen eller Storebæltsbroen! Selvom Wind Surf er et sejlskib, så skal besætningen ikke op i rigningen for at sætte sejlene – det sker automatisk ved et tryk på en knap!
Krydstogtsæsonen starter i morgen – skal du med ned på kajen og se skibene?